|
Å-Nyt.
Dette er skrevet i starten af august måned, og status for fiskeriet på dette tidspunkt er, at det tegner til at blive en middel sæson for sommerfiskeriet. Fiskeriet har som vanligt været generet af grøden, men det er noget vi kommer til at vænne os til fremover. Fra holdet, som slår grøden, bliver det oplyst at man arbejder på at gøre vandløbet smallere og dybere, uden at det går ud over afvandingen. Ligeledes prøver man på at fremelske slyngninger på de steder, hvor åen er blevet rettet ud til en kanal. Det er en proces, som vil vare mange år fremover og vel stort set aldrig slutter. vandløbet vil få et mere naturligt løb, med underskårne brinker, dybe høller og stryg.
Alt dette lægges der også op til i vandplanerne, som lige har været i høring. Hvis de bliver gennemført fuldt ud, vil de give store forandringer i åen og dens omgivelser. Her lægges der op til ti meter bræmmer langs alle vandløb, selv langs den mindste bæk. Ikke engang afgræsning må finde sted. Dette vil medføre at området springer i krat og bliver besværligt at færdes i. Store områder vil blive oversvømmet, som et led i at fjerne kvælstoffet inden det når fjorden. Rørlagte vandløb skal ifølge planen genåbnes og alle spærringer fjernes. En plan med mange gode intentioner, men det bliver besværligt at være lystfisker. Det ligger imidlertid mange år ud i fremtiden, så vi vender tilbage til nuet.
Her virker det som om nogle af planerne allerede er gennemført af lystfiskerne. Når man fisker på stykket fra skoven og ud mod Lyngbakkerne går man bag en skov af græs og siv og skal have fluen ud over to meter høj græs. Jeg har prøvet at slå til lyd for, at man fra sæsonens start går længere ude langs brinkerne. I stedet sniger man sig afsted, som en anden indianer bag det høje græs. Dette medfører at man tramper en sti en meter eller to indenfor kanten, hvor vandet løber ind. Det næste der sker er, at brinken skrider ud. Vejen til faste brinker og lettere affiskning af vandet går ude langs kanten. Så er det sagt.
Sæsonen i øvrigt. I vinter og forår havde vi i lighed med andre vandløb en dårlig opgang af grønlændere. Om det skyldes den hårde vinter eller andre forhold i naturen vides ikke, men det har meget naturligt udmøntet sig i, at antallet af sommerfisk ikke er på niveau med de foregående år. Dog er der blevet landet fine fisk omkring 5-6 kilo, og sidste melding går på, at der er fine steelheads i åen.
Mange har været flinke til at skrive fangsterne i bogen ude i hytterne og det er med stor tilfredshed, at man kan konstatere, at mange fisk bliver genudsat. Især den lidt yngre generation er flinke til ikke at hjemtage alt , hvad der fanges. Jeg vil lige her komme med en opfordring til at genudsætte alle bækørreder. Det er efterhånden en truet art , som ikke tåler beskatning.
Som Allan nævner i sit opråb andetsteds i bladet, er der stadig lidt problemer med opførsel og affald langs åen. Jeg er ked af at gentage det gang på gang, men vi vil ikke tolerere brud på de få regler, vi har for brug af området. Hjælp bestyrelsen ved at holde din sti ren og påpeg gerne overfor andre, hvis de ikke opfører sig korrekt.
Elfiskeriet vil som sædvanligt blive den første lørdag efter fredningen. Vi starter ved Skovhytten kl. 08.30 med kaffe og rundstykker. Alle er velkomne, også til at tage del i slæbet.
Husk kun at efterlade dit fodspor derude og ” Knæk og Bræk” for resten af sæsonen.
Vagn Olesen
|
|



|